Udgivet ons d. 29. maj 2019, kl. 12:52

Sogneudflugt onsdag den 10/7 til Museet for religiøs kunst i Lemvig

Denne sommer går vores heldagstur til Lemvig, hvor vi skal se udstillingen på Museet for religiøs kunst.

Vi får en guidet rundvisning i sommerhalvårets udstilling, der bærer titlen: 

Skaberkraft - Peter Brandes og hans kunstsamling 

Udstillingen rummer nogle af de talrige kristent inspirerede værker, som Peter Brandes har udført, ikke mindst i forbindelse med hans store kirkeudsmykningsopgaver, herunder Roskilde Domkirke, Vejleå Kirke og den lokale Nørre Nissum Kirke. Værkerne udstilles i dialog med Brandes’ egen imponerende samling af kirkekunst fra antikken og middelalderen kombineret med kunstværker med kristent indhold fra de sidste to århundreder: Malerier af bl.a. C.W. Eckersberg og Vilhelm Hammershøi, af Georg Baselitz og Leon Kossoff.

Udstillingen formidler forbindelsen mellem tradition og skaberkraft gennem en tematisk præsentation af motiver som: Den fortabte søn, Jakobs kamp, Sædemanden m.fl.

 

Peter Brandes’ alterudsmykning i Nørre Nissum Kirke. 


På vej til Lemvig nyder vi en dejlig middag på Thinghuskroen i Vestervig. 

På vejen hjem gør vi holdt ved Humlum Kirke, hvor vi nyder den kaffe, menighedsrådet har medbragt.

Vi skal se kirken, hvor stedets sognepræst vil fortælle om kirken, herunder ikke mindst om kirkens alterudsmykning af Arne Haugen Sørensen, der er en anden af vores store nutidige kirkekunstnere.

 

Afgang fra Sognets Hus kl. 10. (Bemærk tidspunktet!)

Forventet hjemkomst kl. ca. 19.

Pris: 150,- kr., inkl. entré og middag på turen. Beløbet betales undervejs.

 

Tilmelding senest tirsdag d. 2/7 til:

Sonja Andersen, tlf. 98 26 14 88

eller

Hanne Møller, tlf. 20 96 26 17

Om museet:

På en af Lemvigs smukkest beliggende grunde ved Limfjorden lå tidligere byens gamle sommerrestaurant. Den nedbrændte, og ved hjælp fra bl.a. by, amt og private fonde byggede man i 1994 kunstmuseet. Med en udvidelsen i 1998 blev der plads til skiftende udstillinger. Bag museet løfter sig de tæt bevoksede skrænter, der beskytter mod vestenvinden, og foran museet ligger fjorden med indsejlingen til Lemvig Havn.

 At der i dag ligger et kunstmuseum i Lemvig, der som sit særlige område har den religiøse kunst, udspringer af den store udsmykning af Lemvig kirke, som billedkunstneren Bodil Kaalund udførte 1976-81. Kunstnerens samarbejde med befolkningen på egnen førte til mange samtaler om kunstens væsen og om dens rolle og forhold til kirke og religion. De store eksistentielle spørgsmål om liv og død, om tilværelsens mening og sammenhæng optager mange mennesker.

Museet i Lemvig ser det som sin opgave at vise, hvorledes den religiøse dimension kommer til udtryk ikke mindst i nutidskunsten. På denne måde fortsætter man den samtale og debat, der startede på egnen i forbindelse med udsmykningen af byens kirke.

 

Kategorier Aktuelt